27. januar 2023

Et uheld på skiferien kan koste dig særdeles dyrt

Hvis du bliver involveret i et skiuheld, kan regningen løbe op i flere hundrede tusind kroner.

Når du tager på skiferie, er det er en rigtig god ide at tjekke, om du har en forsikring, der dækker dig og din familie, hvis I bliver involveret i et skiuheld.

 

- Det er desværre ikke sjældent, at vi hører om nogen, som troede, at de var ansvarsforsikret på skiferien, uden at de var det. Det sørgelige er, at de risikerer at hænge på nogle meget store regninger i tilfælde, hvor de bliver medskyldige i, at andre personer kommer til skade, siger Claus Lomholdt Poulsen fra Vejle Brand forsikring.

 

Allan fik skylden for et skiuheld, og erstatningskravene er endnu ikke forbi

Selvom du er en dygtig skiløber, og du kører stille og roligt, kan det være svært at bevise sin uskyld, hvis du bliver involveret i et skiuheld. Det måtte Allan Kristoffersen sande, da han var på skiferie sidste år.

 

- Vi tager på ski flere gange om året, og jeg føler mig ret sikker på ski. I uge 7 sidste år var jeg på vej ned ad en bakke, da en tysk dame kørte over mine ski bagfra. Vi havde kørt side om side i et stykke tid, og jeg mener ikke, at jeg kunne have undgået uheldet, men i dag er jeg meget glad for, at jeg var forsikret, fortæller Allan Kristoffersen fra Uldum og fortsætter:

 

- Uheldet betød, at den tyske dame faldt og brækkede sin skulder. Selv om jeg ikke mener, at det var min skyld, endte det alligevel med, at jeg blev tilkendt skylden af det østrigske politi efter nogle måneders behandling af myndighederne. Først fik jeg en bøde på 12.000 kr., som jeg betalte, men så begyndte erstatningskravene fra den tyske dame at ramme min postkasse. Indtil videre er de på et godt stykke over 100.000 kr., og sagen er slet ikke afsluttet endnu.

 

Du kan se hele Allan Kristoffersens historie om skiuheldet, hvor han fortæller om sin side af historien, afhøringen hos det østrigske politi og det retslige efterspil:

 

 

Hvis du eller en anden i din familie kommer til skade

Skiferier er den ferieform, hvor der er den absolut største risiko for at komme til skade, og din normale forsikring dækker i mange tilfælde ikke for skisport. Derfor er det også vigtigt, at du sikrer dig, at du og din familie er forsikret for de skader, I selv risikerer at pådrage jer.

 

En skiforsikring kan være en del af en indboforsikring, som den er hos Vejle Brand forsikring. Men hos mange forsikringsselskaber kan det være en separat tillægsforsikring, som skal tilkøbes. Derfor er det en god ide at tjekke med dit forsikringsselskab, om du og din familie er dækket, inden I tager på skiferie.

 

Se vores gode råd til en sikker skiferie

Det Internationale Skiforbund (FIS) har udarbejdet en håndbog for vintersport. Håndbogen indeholder 10 punkter for, hvordan du bør opføre dig på pisterne. Reglerne bliver også brugt til at bedømme, hvem der har ansvaret for en ulykke.

 

Se vores gode råd til dig her

Tilbage til oversigt