01. november 2022

Pas på med at lukke helt for varmen i sommerhuset

Med de høje energipriser er det fristende at lukke helt for varmen i sommerhuset over vinteren, men det kan få store konsekvenser, hvis du gør det.

Lige nu er der milde vintertemperaturer, og mange sommerhusejere står overfor valget om, hvordan sommerhuset skal lukkes ned. Skal man beholde lidt varme på, eller skal man tømme vandrørene så godt som muligt og håbe på en fortsat mild vinter?

 

Vores anbefaling er klar. Sørg for at have lidt varme på, så du undgår sprængte vandrør. Det er det mest sikre.

 

Det er sommerhusejeres eget ansvar

Når et vandrør springer på grund af frost, kan det give store følgeskader, og det er sommerhusejerens ansvar, at sommerhuset er tilstrækkeligt opvarmet for at forhindre sprængte vandrør.

 

Derfor kan et sprængt vandrør blive en meget dyr affære, hvis du ikke har tegnet en udvidet rørskadedækning. Eksempelvis hos Vejle Brand forsikring.

 

Som en tommelfingerregel skal sommerhuset være opvarmet til cirka 10-12 grader, hvis du skal undgå sprængte vandrør i vinterperioden.

 

Hvis du alligevel vælger at lukke for varmen

De høje energipriser betyder, at mange alligevel overvejer at lukke for varmen i sommerhuset. Hvis du vælger at gøre dette, har vi et par gode råd:

 

  • Begynd med at lukke for hovedvandhanen. Åbn alle vandhaner, så de bliver tømt for vand

  • Påfyld frostvæske i gulvafløb og vandlåse

  • Tøm varmtvandsbeholderen og hold vandhaner og blandingsbatterier åbne

  • Tøm toiletterne for vand og påfyld frostvæske

 

Med disse råd formindsker du risikoen for sprængte vandrør betragteligt, hvis du vælger ikke at have varme på i sommerhuset vinteren over.

Tilbage til oversigt