03. november 2025

Højsæson for digital svindel

Julen nærmer sig, og mange danskere får travlt med gaveindkøb, planlægning og online shopping. Desværre har svindlerne også travlt, og med digitale værktøjer bliver de dygtigere og dygtigere til at snyde dig.

Digital svindel fortsætter med at stige. De seneste tal fra Justitsministeriets offerundersøgelse viser, at over en kvart million danskere var udsat for digital svindel i 2024.

 

- Som forsikringsselskab oplever vi desværre også, at flere og flere af vores kunder bliver ramt af digital svindel. Derfor vil vi gerne minde dig om at være ekstra opmærksom og give et par gode råd her i højsæsonen for online handel og juleforberedelser, siger Claus Lomholdt Poulsen, der er adm. direktør for Vejle Brand og fortsætter:

 

- Svindlerne bliver mere og mere udspekulerede, og de udnytter vores tillid, travlhed og hjælpsomhed. Selv de fornuftigste af os kan blive narret, hvis vi har for travlt eller ikke er opmærksomme. Samtidig bliver nye teknologier som kunstig intelligens mere og mere udbredt, som gør det lettere for svindlerne at snyde os.

  

Fem gode råd

 

  1. Pas på falske opkald

Hvis du modtager et telefonopkald fra en person, du ikke kender, skal du være på vagt. Det bedste, du kan gøre, er at holde hovedet koldt og ikke gøre noget overilet, selvom du føler dig presset til det.


Svindlere er dygtige til at manipulere gennem telefonen. Deres taktik er at fange dig på det forkerte ben, stresse og skræmme dig til at handle hurtigt.

Du skal især være på vagt, hvis du modtager et opkald fra fx en bank, politiet, et forsikringsselskab eller offentlige instanser, som forsøger at lokke informationer ud af dig.

 

  1. Vær på vagt over for beskeder, der ser mærkelige ud

Det er fristende at klikke på beskeden, der fortæller, at der er en pakke på vej. Men det er netop en af de hverdagssituationer, svindlerne forsøger at efterligne og udnytte med fupbeskeder. 

De fleste af os reagerer instinktivt på en besked, der fortæller os, at vi bør handle med det samme. For eksempel en sms om, at MitID stopper med at virke, hvis du ikke opdaterer dine oplysninger. Men husk at trække vejret en ekstra gang, og undersøg beskeden for tegn på svindel, inden du klikker.

 

  1. Hold øje med falske netbutikker

Undgå at handle på nettet, mens du har travlt med andre ting. Du skal have tid til at trække vejret en ekstra gang og se dig grundigt omkring på netbutikken, før du køber.

 

Tjek altid webadressen, når du handler i en butik på nettet. En underlig webadresse er et af de mange små tegn, der kan afsløre en fupbutik.

Mange fupbutikker har overtaget en gammel webadresse, som slet ikke har noget med varerne at gøre. Andre prøver at få butikken til at ligne en officiel webbutik for et kendt mærke, blot med en mindre ændring i webadressens stavemåde.

  1. Se dig godt for i din indbakke

I en travl hverdag med mange digitale beskeder fra både myndigheder og virksomheder er vi ofte hurtige til at reagere og klikke, men det er netop dette, svindlerne forsøger at udnytte med fupmails.

Hvis afsenderen beder dig om at sende dine personlige oplysninger, skal du altid være skeptisk. Du skal aldrig sende personlige oplysninger som for eksempel bankkontonummer, personnummer eller kodeord over mail. Hvis du bliver bedt om det, kan du være sikker på, at det er fup.

  1. Del aldrig kodeord eller personline oplysninger

Kodeord hjælper med at sikre, at uvedkommende ikke får adgang til de mange private oplysninger i din mailboks, i din netbank eller hos myndighederne.

Husk aldrig at dele kodeord eller MITID-oplysninger med nogen. Heller ikke selvom de er fra forsikringsselskabet, banken eller politiet.

 

Undgå digital svindel

Et godt tip er, at du kan holde dig opdateret i forhold fup og svindel med appen

”Mit digitale selvforsvar”.

 

Her får du en notifikation direkte på mobilen, når der er fupmails, falske sms’er eller anden svindel i omløb.

 

https://taenk.dk/om-os/mit-digitale-selvforsvar

Tilbage til oversigt