07. august 2023

Gode råd når der er udsigt til storm

Med nogle enkelte gode tips kan du forberede dit hjem til en storm og minimere risikoen for skader.

I de næste par dage varsler DMI storm, og derfor kan det være en rigtig god ide at sikre dit hjem mod voldsomt blæsevejr. Derfor har du her et par gode råd, som kan være med til at sikre dit hjem og din familie.

 

Tjek vinduer og døre

Om sommeren kan vi ofte have vinduer eller døre stående på klem, og derfor er det en god ide at gå huset, kælderen og udhuset igennem for at tjekke, om alt er lukket. Der kan være store kræfter i stormens vindstød, som kan få fat og ødelægge dét, der står åbent.

 

Sikring af løse genstande udendørs

Løse genstande som hoppeborge, havemøbler, grilludstyr og affaldsspande kan blive farlige under en kraftig storm, hvis ikke de er fæstnet godt nok. Sørg for at gå hele haven igennem for at sikre at de løse genstande bliver bundet fast eller flyt dem i et skur, garage eller lignende.

 

Hav en lille god kasse parat

Hvis strømmen skulle gå under stormen, kan det være rigtig fint at være godt forberedt med en lille stormkasse med en stavlygte, sikringer til husets sikringsboks, stearinlys og måske en powerbank til din mobiltelefon. Så kan du klare dig selv under længere strømafbrydelser.

 

Gå ikke udenfor når stormen raser

Bliv mest muligt indenfor under stormen, også selvom der skulle ske skader på huset. Det vigtigste er, at du ikke kommer til skade. For det kan være farligt at bevæge sig udenfor, hvor du risikerer at blive ramt at flyvende tagsten eller andre løse genstande. Så vurder altid risikoen og bliv så meget som muligt indenfor.

 

Hvis en rude smadres eller du opdager hul i taget under storm

Bliv altid indenfor – også selvom der sker en skade på huset. Hvis det drypper fra loftet, så frem med spande, som kan tage vandet, hvis det drypper igennem loftet. Prøv endelig ikke at komme op på taget under en storm for at afdække. Det er alt for farligt.

 

Hvis det er en rude, som smadres, så gælder samme regel. Bliv indendørs, og forsøg at dække ruden til indefra med plastik og gaffatape så godt som det nu kan lade sig gøre.

 

Hvis der sker en skade under en storm, kan du altid ringe til dit forsikringsskab for at høre nærmere om, hvordan du skal forholde dig.

Tilbage til oversigt